Velkommen til romdrupklarup.dk

Sidste nyt

Salmemaraton 2013 - 2016 i Aalborg Østre Provsti

I løbet af de næste 3 år bliver der i Aalborg Østre Provsti mulighed for at lægge stemme til samtlige salmebogens 791 salmer. En lang række sogne i provstiet samarbejder om det, så de sangglade deltagere vil komme til at synge i forskellige kirker og møde forskellige præster og musikere undervejs.

At synge sig igennem Den Danske Salmebog er som et maratonløb, men det skulle også gerne kaste mange glæder af sig undervejs. Først og fremmest glæden ved at synge sammen i provstiets meget forskellige og smukke kirkerum, der er perfekt bygget til sang og musik, samt tid til at fordybe sig i nogle af dansk digtnings smukkeste tekster. Det er blevet sagt om Den Danske Salmebog, at den er verdens bedste. Den rummer århundreders digteres og komponisters forsøg på at give den kristne tro ord og toner. Den seneste udgave af Den Danske Salmebog udkom i 2003. Her fik Grundtvig, Kingo, Brorson, Ingemann og alle de andre »grand old men« selskab af nulevende salmedigtere som Johannes Møllehave, Lisbeth Smedegaard Andersen, Holger Lissner og Lars Busk Sørensen. Gamle og nye salmer står side om side på salmebogens knitrende sider, vidt forskellige i stil og udtryk.
I perioden fra september 2013 til maj 2016 vil der blive afholdt salmesangsaftener i en af provstiets kirker. Det vil foregå skiftevis på tirsdage, onsdage og torsdag i ulige uger, kl. 19.00-21.15, og der er kaffepause undervejs.

Vi vil synge ca. 15-20 salmer hver aften, og så vidt muligt tage hensyn til kirkeårets højtider og de dertil hørende salmer. Man behøver ikke deltage hver gang, men kan hoppe til og fra, når det foregår i en kirke i nærheden.

Vi håber, at rigtig mange har lyst til at krydse sognegrænserne og synge med i provstiets mange smukke kirker.

Tag din sangglade nabo med til salmemaraton i Aalborg Østre Provsti!

At rejse sig fra en rystelse



Sverre Bøsei's datter Monica var en af de første, der blev skudt på Utøya i 2011.

En af dem der har hjulpet ham med at rejse sig igen er stortingspræst Per Arne Dahl, der efter tragedien kom i kontakt med mange pårørende gennem sit arbejde i Oslos domkirke.

Oplev Per Arne Dahl den 11. maj 2013 på Danske Kirkedage.

Læs mere: www.kirkedage.dk

(produceret af Christian French)

"Synes godt om" Romdrup og Klarup kirker på Facebook

2,5 millioner danskere har en profil på det verdensomspændende netværk ”Facebook”.

Og nu har vi også en profil – eller side - på selvsamme netværk. Herfra kan du finde oplysninger om arrangementerne, få sidste nyt om hvad der rører sig i vores to sogne, og endelig kan du se billeder fra nogle af arrangementerne, fx ”Kirke & Spaghetti”. HUSK! Du skal have en profil for at få fuldt ud glæde af Facebook-siden.

Vores hjemmeside her fortsætter naturligvis ufortrødent, så her kan du også blive opdateret på spændende tiltag af arrangementer, gudstjenester og nyt fra din kirke.

Find Romdrup-Klarup Pastorat på Facebook her.

Chris Minh Doky, Klarup Pigekor og Michael Bojesen kommer i kirke til Danske Kirkedage

Endnu et topnavn er nu blevet bekræftet til Danske Kirkedage 9.-12. maj. Jazzbassisten Chris Minh Doky og Klarup Pigekor under ledelse af æresdirigent Michael Bojesen giver koncert i Budolfi Kirke i Aalborg 11. maj kl. 19.30.

Der er tale om den verdensberømte danske jazzmusiker Chris Minh Doky, der giver koncert i Budolfi Kirke sammen med Klarup Pigekor under ledelse af dirigent Michael Bojesen.

Chris Minh Doky startede karrieren i bandet ”The Doky Brothers” sammen med broderen Niels Lan Doky i 1994. I 1998 udkom Chris Minh Dokys første soloudspil ”Minh” og vakte opmærksomhed i udlandet, hvor han fortsat høster flest roser. I 2010 udkom hans femte og seneste soloudspil ”Scenes From A Dream”, som ganske enkelt fremhæves som muligheden for at ”blive ét med nuet”.

Hans selvsikre tag med den opretstående bas har givet ham et verdensklassificeret ry som den stilfulde jazzbassist på højde med NHØP – Niels-Henning Ørsted Pedersen, der i 60’erne og 70’erne spillede med de største artister inden for jazzverdenen såsom f. eks. Stan Getz og Ben Webster.
Også Chris Minh Doky har haft mindeværdige samarbejder med store stjerner som Joe Calderazzo, Michael Brecker, David Sanborn, Ryuichi Sakamoto, Michele Camilo, Trilok Gurtu, Bireli Lagrene, John Scofield, Kenny Garret og mange andre.

Uden for de musikalske rammer beskæftiger Chris Minh Doky sig også med jazzmusikken, både som kunstnerisk leder ved DR Big Bandet og som radiovært på DR P8 Jazz. Doky er slået til ridder af Dannebrogsordenen i 2010 af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, og i 2008 modtog han også Ben Webster-prisen.

Michael Bojesen er i dag æresdirigent ved det kor, som han overtog og videreudviklede – DR Pigekor. Hans største indsats i sin tid som chefdirigent er den legendariske Korskole, som skoler kordeltagerne fra deres første tid og til, de professionelt er ”flyvefærdige” som korsangere i DR’s fire kor. Udover rollen som kordirigent er Michael Bojesen også kendt fra DR’s lørdagssatsning ”Maestro”, hvor han i to sæsoner har været dommer og derved skulle bedømme danske kendissers rolle som dirigentaspiranter.

Herudover kendes Michael Bojesen som en fremragende komponist og arrangør af musikværker.
Til aftenens koncert skal han lede et af Danmarks mest kendte og klassiske pigekor – Klarup Pigekor.

Der vil blive forhåndsbestilling af billetterne for deltagere på Danske Kirkedage.

Jazzbassisten Chris Minh Doky optræder i Budolfi Kirke sammen med Klarup Pigekor, under ledelse af æresdirigent Michael Bojesen. Foto: Jesper Skouboelling.